Musiker

Anne Agerskov


Musikken alene varer ca. 45 min og med 9 forskellige satser fører Petr Eben os fra himlenes lysende hærskarer, ned på jorden i doktor Fausts dunkle og mystiske studerekammer, ud blandt pæne folk i søndagstøj på gaden og ned i Auerbachs muntre drikkekælder i Leipzig blandt fulde, syngende studenter.


 

Vi hører den ulykkeligt forelskede Gretchen synge ved spinderokken og senere hulke over sin mors og brors død. Til sidst flyver vi med hekse og djævle til Blocksbjerg på Valborgsnat i en sindssyg og dog fascinerende blanding af fryd, djævelskab, synd og fortabelse!




Salmen “Af dybsens nød” citeres i dybet og hvirvles til sidst rundt i en valsende malstrøm af ondskab, så hårene rejser sig helt ned af ryggen!


Ebens scenemusik er fyldt med både humor og alvor ligesom Goethes fortælling. Man kastes rundt og overraskes hvert øjeblik af finurlige melodier og frække polytonale passager. Somme tider når man koncentrerer sig dybt for at forstå musikken tager Eben fusen på én, og man opdager, at man blev holdt for nar og må næsten grine af sig selv og så velkomponeret værket er.