På grænsen til selvmord standser Faust op i sidste sekund og forundres over hvad de himmelske toner vil ham, som kryber i støvet.

Faust: "Ton atter englesang! Din røst jeg fatter!

Min tåre rinder, Jorden har mig atter!" 783

Han oplever religionens magt som en psykologisk kraft, der vender den dybeste depression til livskraft og lykkefølelse, men det er lidt specielt at Goethe arrangerer Fausts redning med religionens hjælp, da Goethe ikke selv var kristen - i hvert fald ikke i kirkelig forstand.

Denne scene, påskenat på studerekammeret, er kort sagt spækket med religiøse referencer, men for Faust er kirkeklokkerne og koret egentlig mere et barndomsminde. Goethe spiller på nogle parametre, som han er sikker på, publikum forstår, og selvom han ikke selv tror på en stor personlig gud, kan han godt bruge den kristne ’scene’ som udgangspunkt til at udtrykke noget almenmenneskeligt.

Osterchöre begynder med en himmelsk fanfare, men hos Eben er stemningen aldrig ren lykke, der er altid slanger i paradis. Midt i satsen dukker der, hvad der i første omgang ligner, en ’ren’ koral op. Kirken gør sin entré, man hører kirkekoret påskemorgen, men den bliver mere og mere skæv og forvredet i sin harmonik og bryder ud af sin ramme igen.

Faust græder af glæde over at være genopstået, ligesom Kristus, eller netop ikke som Kristus, men som forårsnaturen genopstår efter den døde vinter.

Hør koralen fra Osterchöre!