Mefisto  ser frem til at føre Fausts sjæl lige lukt i Helvede:

”For væddemålet er jeg ikke bange.

Men når det lykkes mig hans sjæl at fange,

jeg triumfere vil af fulde bryst:

støv skal han æde, og med lyst,

som min Fru Tante, den berømte slange”330

Middelalderens syndefaldsmyte, Faust, er det videbegærlige menneskes oprør mod kirken. Den er skrevet til almindelig skræk og advarsel og har helt klare spilleregler: Mefisto bliver Fausts tjener i jorderiget og omvendt i det hinsides. Her bruger Faust sin viden og magt til at narre folk. Han fremmaner ved magi den skønne Helena alene for at tilfredsstille sit syndige begær, fortsætter i samme bane og har seksuel omgang med den tyrkiske kejsers harem, forklædt som profeten Muhammed, og forlader efterfølgende stedet flyvende og fuldt synlig for alle i pavens ornat.

”Den slags tværkulturel latterliggørelse var næppe gået i dag…”- Jakob H. Kowalski

Ebens Prolog  er en ildevarslende ouverture, der skyder forestillingen i gang med lyn og torden. Det første tema, der præsenteres, er Gloria Laus, en kristen salme fra begyndelsen af 9. årh til brug i den romersk katolske messe, som ofte bruges som processionssalme palmesøndag. Satsen opererer især med kontrastvirkninger, f.eks. spænding/afspænding, og slutter meget energisk polytonalt.