Et mylder af mennesker i deres fineste søndagstøj kaster sig ud på de frodige marker væk fra byens kvalme mure for at fejre Herrens opstandelse. Her er et virvar af folk fra alle samfundets lag, håndværkersvende, tjenestepiger og  borgerlige selvfede typer, der diskuterer verdenssituationen:

Borgermand: ”Det bedste som jeg ved på søn og helligdage,

er en passiar om krig og mord og brand,

når nede, langt fra os, i tyrkens land

for alvor på hinanden fat de tage.

Man står ved vindvet, tømmer glad sit glas

og ser på skibene , som ned ad floden glider;

så går man hjem om aftnen veltilpas

og priser fred og fredens tider”860

Faust er frustreret over, ikke at kunne vide det han ønsker at vide, og samtidig ønsker han at kunne glemme fortvivlelsen og i stedet glæde sig over nuet. Han er splittet fordi han oplever naturen omkring sig og føler, at den burde være ham nok, men det er den ikke. Han har opdaget, at hans lærdom distancerer ham fra resten af livet, så han står tilbage som en betragter på afstand, og denne fremmedgørelse ønsker han nu at overvinde med alle midler. Han ser nu, hvor det faktisk er for sent, at objektiv viden ikke er noget værd uden subjektiv følelse, at al hans lærdom er hul, fordi han ikke selv har oplevet livet.

Midt i vrimlen står en tigger med sin lirekasse og synger.

Lied des Leiermannes er lirekassemandens portræt. Lirekassen skramler og hvæser og skratter, spiller falsk og untight. Den syge stemning har måske også noget at gøre med, at tiggeren er krøbling? Er hans tænder sorte, og mangler han ikke det ene ben?

Stemningen i denne scene er i det hele taget en syg blanding af velstand, selvsmagende tilfredshed og dyb fattigdom samt en urolig forventning om hvad den sorte hund skal betyde.