Johann Wolfgang von Goethe (1749 -1832)

-  et usædvanligt menneske, en poet der oplevede opfindelsen af dampmaskinen, jernbanen, den franske revolution, Napoleons erobringstogter og nederlag, som ganske ung hørte og så den lille 7årige Mozart, bevidnede kroningen af Kejser Joseph II i Frankfurt, levede i både den overstadige erotiske rokokoperiode og den rationalistiske oplysningstid. Han skabte med sin litteratur allerede som 25årig hysteri og i nogle tilfælde selvmord blandt unge i store dele af Europa i Sturm und Drang-tiden, så hans værk om den unge Werther måtte forbydes i nogle lande bl.a. i Danmark, hvor Det Teologiske Fakultet i Kbh i første omgang forhindrede en dansk oversættelse af værket. Han diskuterede farvelæren med Newton, hjalp Darwin på vej ved opdagelsen af den menneskelige kæbekogle, studerede religion, astrologi, alkymi, jura og lærte sig 7 sprog.

Faust er fortællingen om det dæmoniske i mennesket og i verden, om grænseløs kærlighed, om higen efter livets mening, om fortvivlelse og hensynsløs ambition, der får den lærde doktor Faust til at slutte en pagt med Djævelen. Dramaet er kronen på geniet, Goethes livsværk, som han arbejdede på i ca. 60 år og efter eget ønske først udgav anden del af efter sin død grundet skepsis til samtidens modtagelse af værket. Goethe skriver til sin ven Alexander von Humboldt(1769-1859), at det ville glæde ham meget at lade sin omgangskreds kende hans Faustværk:

”…og at høre hvad de ville sige til dem. Men dagen (samtiden) er virkelig så absurd og konfus at jeg overbeviser mig selv om, at mine redelige, i lang tid iagttagne anstrengelser for dette sælsomme bygningsværk ville blive slet belønnet og skyllet op på stranden, ligge der som et sønderslået vrag og i første omgang blive overdækket af timernes klitsand” – W. Goethe